Morten blev iværksætter ved et tilfælde. Nu vil han indtage det asiatiske marked med sin idé

GripFixer hjælper badmintonspillere med at få det rette greb om ketsjeren, ligesom Copenhagen Business Hub - Erhvervshus Hovedstaden hjælper iværksættere med at få det rette greb på forretningen.

Gripfixer (Kopi)

Badminton er en af de mest populære idrætsgrene i Danmark, men rigtig mange spillere har store udfordringer med at gribe korrekt om selve ketsjeren. Ifølge Morten Dannerfjord, som er mangeårig badmintontræner, er grebet ofte en udfordring selv for garvede badmintonspillere. ”Som udgangspunkt holder alle, der starter til badminton, forkert. Nogen lærer det med tiden, mens andre nærmest aldrig lærer det. Så jeg har virkelig været motiveret for at løse det her problem”, fortæller Morten om sin motivation for at skabe GripFixer.

Fra tegnestifter og modellervoks til 3D-print

Målet for Morten har været at gøre det nemmere, hurtigere og sjovere at lære det rigtige greb om ketsjeren. I dag er GripFixer lavet af formbart plastik, som nemt sættes fast på ketsjerens håndtag, men undervejs i udviklingen af GripFixer har Morten måtte afprøve forskellige metoder: ”Tidligere brugte jeg faktisk tegnestifter til at lære elever at holde rigtigt, det virkede, men det her virker jo langt bedre. Jeg startede med at eksperimentere med modellervoks, men gik hurtigt over til 3D-print og plastik. Jeg fik prøvet tingene af ude i badmintonhallerne, alle tog godt imod det, så det gav mig mod på at fortsætte”.

Men én ting er ildsjælens idealistiske mission, noget andet at få testet sin prototype optimalt af. For at få testet prototypen, har Mortens netværk været en vigtig faktor: ”(...) jeg fik kontakt til DTU og blev del af et projekt derude, så her blev tingene testet grundigt, før produktet var klar. Og på den store interesse jeg oplevede ude i klubberne, kunne jeg se, at det her kan sælges”.

Selve GripFixer produceres nu med hjælp fra www.Insign.com, som har base i Struer.

Iværksætter ved et tilfælde

Morten havde ikke som udgangspunkt den store drøm om at blive iværksætter, men hen ad vejen blev han mere og mere tændt på idéen: ”Det blev en mulighed fordi jeg kunne se, at interessen var der. Så jeg begyndte at søge efter inspiration og viden. Her faldt jeg over HIP Iværksætterhuset (hvis opgaver nu varetages af iværksætterteamet i Copenhagen Business Hub - Erhvervshus Hovedstaden, red.) og fik kontakt til Flemming Troelsen (konsulentchef og forretningsudvikler, red.), som hjalp mig med at få det basale på plads. Jeg har jo aldrig drevet forretning før, så til at starte med skulle jeg have styr på selve min salgsstrategi og undersøge markedet grundigt.”

Forløbet med Flemming og Erhvervshuset førte desuden til et nyt fokus på selve produktet, da Morten blev bevidst om vigtigheden af at sikre sig rettigheder og beskyttelse af sin opfindelse, hvis han ville sende GripFixer ud i verden. ”Jeg var nødt til at undersøge, hvad der allerede findes. Jeg talte derfor videre med en række eksperter i immaterielle rettigheder, både en advokat og en konsulent fra Væksthuset (det nuværende Copenhagen Business Hub - Erhvervshus Hovedstaden, red.), som sendte mig videre til Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor jeg har indsendt en konkret patentansøgning. Men det vigtigste har været at få valideret mit marked, så jeg blev klar til at gå ud med produktet”, fortæller han.

Hele verden venter

”Indtil videre har jeg mest solgt til mit netværk og en række af de trænere og klubber, som var med til at teste prototypen. Så der er allerede god opbakning, men skulle jeg starte forfra, ville jeg nok overveje en mere målrettet kampagne også for at rejse funding", forklarer Morten, som er gået langsomt frem. Hvor andre iværksættere måske var faret afsted og satset på en hurtig lancering, så snart produktet lå klar, har Morten taget sig god tid og udelukkende brugt penge, som han allerede havde til formålet.

”Jeg har selv investeret alt indtil videre, for jeg har den grundindstilling, at jeg ikke vil bruge penge, jeg ikke har. Det betyder også, at jeg ejer det hele 100% selv, men jeg er da åben for at få investorer ind på et senere tidspunkt, hvis det giver mening. Hvem ved, måske jeg skal forbi Løvens Hule på et tidspunkt?”, siger Morten med et smil og en stolthed over at være kommet så langt på egen hånd.

I dag er Mortens blik rettet mod den betydning, GripFixer kan få for mange af fremtidens badmintonspillere, og dermed også det forretningsmæssige potentiale, som han vurderer er stort: ”Man kan sige, at hele verden venter. Det er i hvert fald min ambition, at GripFixer skal blive en fast del af badmintonverdenen fremover. Her tænker jeg ikke kun på Danmark, for især i Asien er sporten kæmpestor. Men jeg starter selvfølgelig herhjemme og går derfra videre til udvalgte lande i Europa med traditioner for badminton.”

”Der er mange lande, som kigger mod os i Danmark, fordi vi er stærke til talentudvikling og kan konkurrere med netop Asien. Så jeg har først og fremmest brug for det salgsargument, at ’sådan gør man i DK’. Men Asien skal jeg erobre, det er jeg sikker på, vi kan med det her”, afslutter den stolte iværksætter.

Læs mere om GripFixerTM eller følg med på Facebook

Få hjælp nu
kontakt os her
(sætter cookie)