I HEVEA er verdensmål og nordisk æstetik uadskilleligt

Fra en enkel brun natursut til flere forskellige produkter i lækre former og lysende farver. Familieejede HEVEA i Dragør har stigende succes på verdensmarkedet og fart på onlinesalget. Selvom der kom en Corona-krise i vejen, står planerne fra HEVEAs deltagelse i Erhvervshusets SDG Business Booster- og e-scale programmer klar i startblokken til at skabe vækst på den bæredygtige måde.

HEVEA 800x300

Når fremtidens arkæologer graver i jorden for at finde spor fra vores tid, er det ikke sikkert, de støder på revnet, afbleget plastik fra gamle børnesutter. I hvert fald ikke hvis det står til Terese Hoffeldt, grundlægger af den danske virksomhed HEVEA i Dragør. Da hun blev mor, og samtidigt mistede sin egen mor til kræft, i 2007, begyndte hun at tænke over de kunstige, hormonforstyrrende stoffer hendes lille datter fik i kroppen fra sutter og legetøj af plastik - og hun lod det ikke blive ved tanken. Hun sagde sit gode job op og startede sin egen virksomhed baseret på naturligt og nedbrydeligt gummi fra Hevea Brasiliensis træet. Og præcis som madaffald kan nedbrydes til kompost i naturen, kan du smide en HEVEA-sut på kompostbunken i haven og lade den forgå i naturens eget kredsløb.

Strategien genbesøgt med hjælp fra Erhvervshuset

I dag har HEVEA vokset sig til en mindre virksomhed med 10 ansatte, hvor Terese er CEO og hendes mand Torben står for kommunikation og CSR. De har begge solide, internationale karrierer bag sig og har fra starten arbejdet på, at HEVEA skulle blive et verdensbrand. Men at livet som start-up med internationale ambitioner ikke er en snorlige motorvej uden forhindringer, kan Torben tale med om. Med en fortid i Udenrigsministeriet og som leder af Kulturministeriets ministersekretariat gik han for tre år siden ind i sin kones virksomhed på fuld tid, og det har givet ham respekt for salgshåndværket og en glædelig forundring over den store hjælp, der findes i Erhvervshusets programforløb:

Vi har fået sparring på alt det, vi hidtil mere eller mindre bare har antaget, men ikke prøvet før

”Jeg ville gerne have mere tid til at være far for mine små børn, og derfor stoppede jeg som ministersekretær og gik ind i forretningen. I små virksomheder er der en stor grad af fleksibilitet, og det har udviklet mig meget. Og det har virkelig givet mig indsigt i, hvor svært det er at få solgt selv fantastiske produkter. Så når vi får forretningsudviklere hos Erhvervshuset og andre eksterne eksperter til at bistå os, så er det en kæmpe hjælp. Vi har fået sparring på alt det, vi hidtil mere eller mindre bare har antaget, men ikke prøvet før – for eksempel hele den digitale udvikling, som vi havde besluttet, men nu har fået bekræftet er den helt rigtige vej for os at gå.”

Ny og mere digital forretningsmodel

HEVEA’s digitale satsning har det sidste år resulteret i et nyt website og en klar strategi for, hvordan brandet skal forvaltes på SoMe-kanaler og Amazon, og Torben og resten af HEVEA-teamet har store forventninger til at vækste via e-handel:

”Vores forretningsmodel har hidtil baseret sig på, at vi solgte via forhandlere og grossister, men nu fjerner vi os generelt fra den model, fordi vi er bedre til selv at varetage brandet. Vi kan ikke gøre det i alle lande, men vi kan sælge lidt billigere og meget bedre på den måde. Og vi kan gøre meget ved at digitalisere,” understreger Torben.

Hevea - upcycled 2in1

Det sidste er man ikke i tvivl om, og hvis du selv en dag skulle komme forbi HEVEAs website, vil du også vide hvorfor. Du skal være lavet af sten, hvis du ikke kommer til at smile en lille smule henført af sitets mange smukke billeder af glade, legende børn i tumlige-alderen. Sitet er med til, at HEVEA selv kan tage hele ansvaret for, hvordan brandet opfattes af forbrugerne, og samtidig kan man hurtigt komme ud med nye produkter og få testet om de sælger. Et eksempel på det, er et design, som i den grad udfordrer den traditionelle sutteflaske. I HEVEA-udgaven er flasken designet som en blød bold udformet som et gribegitter af naturgummi i flotte farver, der omkranser en sutteflaske af hårdt glas. Gitteret stimulerer små børns motorik, når de øver sig i at holde fast om ting, og samtidig er sutteflasken fint beskyttet, hvis den skulle falde på jorden, eller barnet triller den som en bold hen over gulvet. Det både praktiske og æstetiske danske design er over tid blevet et andet vigtigt kendingsmærke for virksomheden, som i dag definerer sig som en del af branchen for mode, design og børneudstyr.



Bæredygtighed og mersalg forenes

Selvom HEVEA i sin grundessens er født ud af en bæredygtig idé, har Erhvervshusets verdensmål-programmer (SDG), styrket hele virksomhedens fokus og evne til at bruge verdensmålene som løftestang for både udvikling og branding:

”Alle vores produkter er produceret bæredygtigt - også socialt - med ordentlige lønninger og gode forhold for dem, der producerer for os. Alt hvad vi er i berøring med helt ude fra plantagerne til fabrikkerne til det bliver sendt og sejlet herop. Vi presser aldrig nedad, og med SDG-programmerne er det blevet endnu mere tydeligt, hvordan vi kan bruge vores grønne profil i alt, hvad vi sætter os for. Når vi så samtidig får redskaberne gennem e-scale programmet skåret på den rigtige måde, så optimerer vi vores forretning, for eksempel gennem et øget kendskab til konsumenternes handlemønstre på nettet, så vi kan sælge mere,” fortæller Torben, der er overrasket over hvor lidt opmærksomhed, der er på erhvervshusenes arbejde i forhold til den store effekt, de har oplevet at få i HEVEA.

Uvildig og fokuseret sparring

Ifølge Torben har det været en fornøjelse at sparre med Erhvervshuset forretningsudvikler Henriette Kahré Freris, og han tøver ikke, da vi spørger ham, hvad det så egentlig er, Henriette kan?:

”Hun er god til at dele ud af sine mange års erfaring, og så kan hun skære alt andet fra, end det vi har behov for at tale om. Det kan virke lidt hårdt først, fordi alt det uden om og de mere bløde ting, man kan sidde og tale om, dem får hun meget hurtigt parkeret. Hun er god til at se på, hvor udfordringerne er, og hvad vi kan gøre for at løse dem. Ja, det er evnen til at holde os fokuseret, hendes viden og formidlingen af den, der gør forskellen, slutter Torben.

Hevea Terese og Torben

Kontakt vores digitaliseringsteam

Sidst opdateret: 14.10.2020