MotilityCount har kurs mod verdensmarkedet – nogle af de vigtigste skinner på vejen er lagt med hjælp fra Erhvervshuset

Overgangen fra start-up til scale-up virksomhed er svær, og ofte brolagt med mangel på arbejdskraft, viden og kapital. I den fase kan sparring og viden om danske og europæiske erhvervsfremme-muligheder vise sig at være guld værd. Det kan sædtest-virksomheden MotilityCount tale med om. I dag står de nemlig klar med en række patenterede og godkendte produkter, og er i fuld gang med eksport til mere end 35 lande.

”Spiller din sæd?”, lød sloganet til en kampagne fra Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning tilbage i 2018. Baggrunden var, at overraskende få var klar over, hvor dårligt det stod til med danske mænds sædkvalitet. ”Mange mennesker har ikke den viden om hverken deres egen og eller deres partners biologi, der er nødvendig for selv at optimere chancerne for at få de børn, de ønsker sig. Infertilitet er den hyppigst forekommende kroniske sygdom blandt danskere mellem 25 og 44 år,” udtalte Søren Ziebe, Klinikchef på Rigshospitalets Fertilitetsklinik, dengang til TV2 Lorry.

Vished på en tryg og enkel måde

Men inden da havde de tre iværksættere Jacob Møllenbach, Steen B. Laursen og Nicolaj H. Nielsen allerede i 2011 stiftet et selskab på baggrund af Steens idé om at lave en hjemme-sædtest, der kunne måle sig frem til lige præcis de celler i en sædprøve, som har svømmeegenskaberne, der skal til for at gøre en kvinde gravid. Grundlaget var skabt for, at manden og barnløse par, præcis som man kender det fra ægløsningstest og graviditetstest i håndkøb, kunne købe et prismæssigt overkommeligt pre-screening device. Så man hjemme, i trygge rammer, og med en høj test validitet, kan måle mandens sædkvalitet og fertilitetspotentiale.

”Havde vi selv skullet shoppe rundt efter al den viden og hjælp, så var vi nok næsten gået i stå – og havde vi vidst, at I var sådan et one-stop sted med så mange kontakter, så havde vi jo kontaktet jer langt tidligere.”


Et kæmpe eksportmarked

MotilityCount har rejst kapital flere gange – både med hjælp fra private og offentlige investorer og fra Erhvervshuset og Innovationsfonden. Fra Innovationsfonden fik man ca. 2 mio. kr. i 2018 til en udvikling af en ny sædkvalitetstest specifikt til det veterinære område. Når adm. direktør Mogens C. Thomsen i dag 10 år efter virksomhedens start skal sætte ord på, hvilken betydning MotilityCount’s produkter kan få, både på det humane og det veterinære område, er han ydmyg, men også meget klar i mælet:

”Det tager ikke bare lang tid at udvikle den her type af produkter, det er også meget omstændeligt at få dem godkendt af myndighederne på eksportmarkederne indenfor det humane område. Hertil kommer, at det også tager lang tid inden sundhedssystemer og læger ved, at det findes og kan oplyse videre til deres patienter. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vores sædtest kommer til at gøre en kæmpe forskel langt ud over Danmarks grænser. Op mod 70 millioner par verden over kæmper i dag for at få børn, og jo hurtigere de kan få viden om årsagen til, at graviditeten udebliver, jo hurtigere kan de komme i behandling. Tiden er en meget vigtig faktor, fordi fertiliteten falder drastisk med alderen specielt for kvinden. Samtidig er det i mange lande tabu at tale om mandens sædkvalitet, og derfor kommer mange par alt for sent i behandling, fordi manden oftest ikke ønsker at gå på klinik og levere en sædprøve.”


One-stop hub med hjælp og viden – også på det digitale område

For MotilityCount har en tæt kontakt med Erhvervshuset, ifølge direktøren, betydet en verden til forskel. Ikke blot i forhold til at få hjælp til at rejse kapital – det er i høj grad også Erhvervshusets viden og kontakter til forskningsinstitutioner og andre virksomheder i Danmark og Europa, der har accelereret en udvikling, som ellers kunne være blevet lidt af en ørkenvandring, som Mogens formulerer det.

”Som start-up går man oftest for lud og koldt vand i en periode, og ved måske ikke, hvilke muligheder der findes. Vi er utroligt taknemmelige for den sparring og hjælp vi har fået fra vores primære kontakt i Erhvervshuset, forretningsudvikler Mads Eriksen og hans kolleger Kaare Trudsø og Henrik Poulsen. For eksempel kom vi med i KET4 samarbejdet, og fik på den måde kontakt til et teknologisk institut i Barcelona, som har hjulpet os med at udvikle den lille chip, som sidder i vores sædtest til det veterinære område. KET4 koordineres af EU's erhvervsfremme, og bringer virksomheder sammen på tværs af Europa. Man lægger en opgave ud, og allerede dagen efter blev der budt på vores opgave. Det var vi aldrig kommet i nærheden af, hvis det ikke var for Erhvervshuset,” fastslår Mogens.

MotilityCount har også fået sparring til den digitale del af forretningen og har blandt andet søgt og fået kapital fra SMV-digitalprogrammet. ”Vi har hele tiden kunnet skrive til Mads og fået hurtigt svar tilbage. Selv i weekenden op til svarfristen fik vi hjælp til ansøgningen fra Henrik. Det var helt fantastisk, og det kan vi ikke sige tak nok for,” smiler Mogens og tilføjer:

”Havde vi selv skullet shoppe rundt efter al den viden og hjælp, så var vi nok næsten gået i stå – og havde vi vidst, at I var sådan et one-stop sted med så mange kontakter, så havde vi jo kontaktet jer langt tidligere.”

Om MotilityCount

Marked:

MotilityCount fik i 2015 CE-godkendt sin sædtest under navnet SwimCount™ Sperm Quality Test til det europæiske marked, og i 2019 kom tilladelsen fra FDA til at sælge produktet i USA. Virksomheden arbejder nu på en godkendelse i bl.a. Sydkorea og Japan, hvor barnløshed også udgør et stigende samfundsproblem.

Produkter:

Med udgangspunkt i den patenterede teknologi bag SwimCount™ Sperm Quality Testen, har virksomheden udviklet en hel produktportefølje herunder en sædtest til dyr som fx hunde, grise, køer og heste (PetCount™ Sperm Quality Test for Dogs og VetCount™ Sperm Quality Test for Production Animals). Der har vist sig en stor efterspørgsel på disse produkter i forbindelse med produktion og avlsarbejde. MotilityCount har desuden lanceret et kosttilskud (SwimCount™ SpermCare) til mænd og et særligt udviklet kondom uden sæddræbende creme (SwimCount™ Special Condom), for at gøre test-delen endnu mere enkel for barnløse par (også i forbindelse med det netop lancerede SwimCount™ Sperm Collection Kit).

Læs mere om MotilityCount her.

Vil du vide mere om iværksætteri?

Find konsulenter, viden, tilbud og cases om emnet iværksætteri.

Find mere om iværksætteri

Vil du vide mere om eksport og internationalisering?

/file/676567/ikon-mail.gif

Find konsulenter, viden, tilbud og cases om emnet internationalisering.

Find mere om internationalisering

Sidst opdateret: 06.10.2020