Prøv med en tegning!

Sparring på ansøgning om udviklingsmidler hos Innovationsfonden resulterede i millionbeløb til at kickstarte digital transformation hos Raaschou A/S.

Ude fra ligner Raaschou A/S en helt almindelig mellemstor virksomhed, som den ligger der i Skovlundes industrikvarter i en stor gul murstensbygning med små firkantede vinduer og logoflag på parkeringspladsen. Men indenfor træder man ind i et alt andet end almindeligt rum, kæmpestort og opdelt af store gennemsigtige glaspartier, smukke mørkbejsede snedkermøbler og et højt, lyst træbord sirligt ordnet med snedkermesterens vigtigste remedier. Raaschou A/S er et højtspecialiseret snedkerfirma, som på 17 år er vokset til 50 medarbejdere, og nu har Lars Kramer, direktør for forretningsudvikling, søgt om udviklingsmidler fra Innovationsfondens Innobooster program til at udvikle en digital løsning, der skal tyvedoble virksomhedens markedspotentiale.

”Måske sidder vores næste kunde i Australien”, forklarer Lars Kramer begejstret og fortæller om, hvordan virksomheden driver sin digitale transformation ved at binde front-end og back-end sammen i én kundevendt digital platform, der effektiviserer time-to-market, så Raaschou kan vækste og placere sig i det attraktive ”blue ocean” område. Der, hvor man ikke som i ”red ocean”, skal kæmpe om hver eneste kunde.

”Vi kan differentiere os fra traditionelle snedkerier og få et stærkt afsæt for vækst,” fortæller udviklingsdirektør Lars Kramer fra Raaschou A/S om den digitale løsning, som midler fra Innobooster under Innovationsfonden skal være med til at realisere.

Klarhed og retning

Hos Copenhagen Business Hub har forretningsudvikler Per Nygaard været klar med sparring af flere omgange for at hjælpe Raaschou med at fintune ansøgningen til Innobooster hos Innovationsfonden og få forretningsstrategien foldet ud, så den passer til Innoboosters krav. Selv om Lars Kramer har mangeårig erfaring fra tech-innovationsmiljøet, og ved hvordan man søger fondsmidler, var sparringen fra Copenhagen Business Hub alligevel dét, der gjorde en afgørende forskel:

”Det gav så meget mening, da Per pludselig sagde; prøv med en tegning”, siger Lars og forklarer hvorfor: ”Innobooster stiller store krav til udformningen af en ansøgning. Det er ikke nok at fortælle om sin gode idé fra en teknologisk vinkel. Du skal også kunne redegøre for hele markedspotentialet, og du skal vel at mærke gøre det i super kort form. Med Pers hjælp fik jeg lavet en tegning over en matrice, der på enkel vis fortæller, hvordan vores nye digitale platform vil kunne udvide vores marked markant. Det sparede os for mange ord og skabte klarhed og retning.”

Jord under neglene

Lars lægger vægt på, at sparringen fra Copenhagen Business Hub kommer fra folk, der selv har stået i spidsen for en virksomhed eller haft ledende roller i det private erhvervsliv.

”Per er meget low key – og det kan jeg godt lide. Og så kommer han med en stor erfaring bygget på, at han selv har været ude og få jord under neglene, og jeg vil altså arbejde med nogen, der har erfaring. Han har også været med til at holde humøret højt under hele processen. Vi fik i første omgang nej fra Innobooster, men Per troede på os, og havde den holdning, at et nej ikke behøvede at være et endeligt nej. Jeg skulle hellere se det som en milestone, og jeg fik derfor indsendt en endnu mere robust ansøgning, som vi her i midten af december kunne fejre, gik igennem. Jeg er overbevist om, at mange virksomheder – og særligt de lidt yngre - vil have rigtig god gavn af at tale med folk hos Copenhagen Business Hub, der har prøvet det hele mange gange før”.

Kontakt

Per Nygaard

Per Nygaard

Se fuld profil

Vil du vide mere om digitalisering?

/file/676567/ikon-mail.gifFind konsulenter, viden, tilbud og cases om emnet: Digitalisering

Find mere om digitalisering

Sidst opdateret: 06.03.2020

Få hjælp nu
kontakt os her
(sætter cookie)