Fik et tilbud, der overraskede

Trægrossistfirmaet Wico Timber havde en hård opstart lige før finanskrisen i 2008. I dag er virksomheden i udvikling, og nu har sparring fra Copenhagen Business Hub - Erhvervshus Hovedstaden skabt overblik til at få sat ekstra skub på ambitionerne.

For Viggo Borgen-Schmidt, ejer af Wico Timber, var det bogstaveligt talt ”just another day at the office”, da to forretningsudviklere fra Copenhagen Business Hub - Erhvervshus Hovedstaden en dag i sommers pludselig åbnede døren til hans trægulvbutik WT gulve på Søborg Hovedgade. Som nye forretningsudviklere i erhvervshuset og eksperter i blandt andet salg og retail, var Tina Wøldiche Petersen og Steen Pedersen den dag ude at se på butikslivet på vej til et møde med Gladsaxe kommunes erhvervsservice.

"Så kommer Tina og Steen ind med deres mapper, og jeg tænker bare åh nej endnu et par sælgere, der vil overtale mig til at købe et eller andet" fortæller Viggo Borgen-Schmidt og sukker sigende, inden han med et glimt i øjnene fortsætter: ”Men Steen var ret hurtig til at sige; Vi vil ikke sælge dig noget, vi vil give dig et tilbud. Og så spidsede jeg ører, for et tilbud, jeg ovenikøbet ikke skulle betale for, siger man jo ikke sådan lige nej til.”

Værktøjskasse med nye muligheder

Sommerdagen på Søborg Hovedgade blev startskuddet til en sparring med Steen, som Viggo ikke tøver med at kalde højst overraskende – på den rigtig gode måde.

"Jeg driver en meget traditionel trævirksomhed, der bl.a. sælger trægulve, og så har jeg startet en ny enhed i virksomheden ’Fancy Fences’, som markedsfører støjhegn. Steen fik sået nogle frø og skabt et fokus for mig - også på hvordan jeg bruger min tid."

Han har været nede i redskabskassen og finde nogle gode værktøjer frem, som kan hjælpe mig med at udvikle mine forretninger.

For Viggo Borgen-Schmidt har sparringen med Steen især handlet om at få mulighed for at spille bold op ad en person, der er uvildig og kommer med en erfaring og baggrund, der til forveksling ligner den han selv kommer fra:

”Vi taler samme sprog, Steen og jeg. Når han laver en Boston Matrix på tavlen, så ved jeg med det samme, hvad han mener. Vi er begge civiløkonomer fra CBS og har læst HD, og jeg blev virkelig overrasket over Steens kompetencer, som ikke kun er teori. Han har også selv prøvet kræfter med at starte virksomhed. Men hvor jeg er god til at produktudvikle, har han fokus på alt det digitale og markedsføringsvinklen på forretningen. Det er rart at have nogen, der kan analysere ens virksomhed, for når man er en enmandsvirksomhed som jeg, så har man ikke nogen at spørge – man står altid alene med tankerne.”

Steen Pedersen fra Copenhagen Business Hub - Erhvervshus Hovedstaden (tv.) og Viggo Borgen-Schmidt fra Wico Timber diskuterer forretningsplan for virksomheden.

Genvej til at komme hurtigere i gang

Viggo Borgen-Schmidt har en stærk tro på, at han kan vækste sin virksomhed og beskriver sit forløb hos erhvervshuset som en genvej til at komme hurtigere i gang med eksekvere på sine planer:

”Det interessante ved jer er også, at det er gratis eller mere præcist, at der allerede er betalt for, at en som mig kan få sparring. Jeg har ellers ikke syntes indtil nu, at vi i Danmark har særlig gode betingelser for iværksætteri, så det overraskede mig, at politikerne alligevel har været så kloge at afsætte penge til sådan nogen som jer. I har jo en erfaring, der kan skabe værdi i samfundet, fordi I har haft så mange virksomheder i forløb,” siger han, og tøver ikke med at give Steens sparring højeste karakter:

På en skala fra 1-6, så får Steens sparring 6. Han har et virkeligt godt indblik i tingene, og han er god til at analysere. Jeg har fået meget ud af det. Og jeg vil klart anbefale mit forløb til andre.

Kontakt

Steen Pedersen

Steen Pedersen

Se fuld profil

Tina Wøldiche Pedersen

Tina Wøldiche Pedersen

Se fuld profil

Sidst opdateret: 18.12.2019

Få hjælp nu
kontakt os her
(sætter cookie)