Gode råd til, hvordan du anvender og forbedrer dine nøgletal
Det store spørgsmål er så, hvordan du anvender og forbedrer dine nøgletal. Det afhænger helt og holdent af, hvad det er for et nøgletal, som vi taler om. Her får du en række gode råd til anvendelse af de enkelte tal – men også en række vigtige forbehold, som du bør notere dig.
Afkastningsgrad
Du kan med fordel sammenligne afkastningsgraden med tidligere resultater. Her vil et forbedret resultat som udgangspunkt være tilfredsstillende. En ekstern sammenligning bør du foretage med omhu, da mange faktorer spiller ind. Hvis du foretager en sammenligning, så gør det med relevante branchegennemsnit eller med andre konkurrenter i samme branche.
Grunden til, at du skal tilgå sammenligninger med forsigtighed er, at der kan være stor variation i aktivernes værdi indenfor forskellige brancher. For eksempel vil en produktionsvirksomhed som Carlsberg have meget kapital bundet i dyre maskiner, mens en servicevirksomhed som ISS ikke har tilsvarende kapital bundet i deres medarbejdere.
Derfor vil det være forkert at sammenligne afkastningsgraden for en produktionsvirksomhed med afkastningsgrad i en servicevirksomhed.
Når du vil forbedre afkastningsgraden, kan du med fordel tage disse initiativer:
- Forøge din omsætning
- Reducere omkostninger i virksomheden
- Nedbringe kapitalen bundet i aktiver (Kan opnås ved at reducere varelager eller lease i stedet for at eje aktiver
Overskudsgrad
Du får et godt overblik over udviklingen i din virksomhed, hvis du sammenligner overskudsgraden med tidligere resultater. I det lys vil et forbedret resultat som hovedregel være tilfredsstillende.
En ekstern sammenligning anbefaler vi, at du er forsigtig med. Når du foretager sammenligningen, bør du gøre det med relevante branchegennemsnit eller med konkurrenter i samme branche som din. Der viser sig nemlig stor forskel i overskudsgrader afhængig af virksomhedstype og branche.
Store detailvirksomheder, der opererer i et marked med hård konkurrence, har ofte en lav overskudsgrad, men derimod en høj omsætning, der genererer et fornuftigt overskud. En nichevirksomhed eller specialistvirksomhed har derimod typisk en højere overskudsgrad på grund af mindre konkurrence, men derimod en lavere omsætning.
Når du vil forbedre overskudsgraden, kan du med fordel tage disse initiativer:
- Hæve salgsprisen
- Reducere omkostninger i virksomheden
- Forbedre dit salgsmix ved at forøge salget af varer, der har en højere indtjening
Egenkapitalens forretning
Også egenkapitalens forrentning kan du med fordel sammenligne med tidligere resultater, hvor et højere resultat som udgangspunkt er tilfredsstillende.
En ekstern sammenligning bør du foretage med omhu. Sammenligningen skal i så fald være i forhold til relevante branchegennemsnit eller med konkurrenter i samme branche som din.
Når du vil forbedre egenkapitalens forrentning, kan du med fordel tage disse initiativer:
- Forøge overskudsgraden
- Forbedre omsætningen
- Nedsætte omkostninger
Dækningsgrad
Dækningsgraden er et rigtig godt nøgletal til at se, hvor stor fortjeneste, der er på salget af dine produkter eller services. Jo højere dækningsgrad jo bedre. Også for dette nøgletal gælder, at det er værdifuldt at sammenligne med dine tidligere resultater. I et historiske perspektiv vil et forbedret resultat i din virksomhed være tilfredsstillende.
En ekstern sammenligning bør du foretage med omhu. For at få et ordentligt sammenligningsgrundlag er det vigtigt, at du sammenligner med det relevante branchegennemsnit eller med konkurrenter i samme branche som din.
Når du vil forbedre egenkapitalens forrentning, kan du med fordel tage disse initiativer:
- Hæve salgsprisen
- Nedsætte variable omkostninger for eksempel i form af medarbejderlønninger
- Nedsætte indkøbsprisen
Aktivernes omsætningshastighed
Du lykkes med "god ledelse", hvis du formår at fastholde aktivernes omsætningshastighed – eller endda få dem til at stige – i perioder med faldende omsætning. Det er nemlig et tegn på en god markedsindsigt.
Afhængig af branche er aktivernes omsætningshastighed et vigtigt nøgletal at kigge på, da det kan vise, at din virksomhed ikke brænder inde med høje omkostninger til opbevaring og et udløbet varelager.
Omsætningshastigheden kan du med fordel altid sammenligne med tidligere resultater, hvor et forbedret resultat vil være tilfredsstillende. En ekstern sammenligning bør du foretage med omhu, og kun med det relevante branchegennemsnit eller med konkurrenter i samme branche som din.
Når du vil forbedre omsætningshastigheden på dine aktiver, kan du med fordel tage disse initiativer:
- En god lagerstyring er essentielt
- Udarbejde et forecast på efterspørgslen der giver et indblik i eventuelle sæsonudsving
- En lavere prissætning og overskudsgrad på produkterne, vil skabe en hurtigere afsætning af varelageret
Soliditetsgrad
Din soliditetsgrad er et nøgletal, som banken altid kigger på. Derfor er det et vigtigt tal, hvis du eksempelvis planlægger et møde med banken om øgede kreditter. I en veldrevet virksomhed bør tallet minimum være omkring 30-40 %.
Du kan have stor gavn af at kigge på din virksomheds soliditetsgrad i et historisk perspektiv og sammenligne med tidligere resultater. Har du forbedret soliditetsgraden er det som udgangspunkt tilfredsstillende.
Dog skal du være opmærksom på, at en forbedring eller forværring af soliditetsgraden, også kan være en effekt af manglende udvikling og investeringer i virksomheden.
Når du vil forbedre soliditetsgraden, kan du med fordel tage disse initiativer:
- Nedbring værdien af dit varelager
- Sørg for at overføre hele årets resultat til egenkapitalen og ikke udbetale udbytte
- Aktivt arbejde med hvilke hvad der generer overskuddet i virksomheden, hvilke services og produkter er rentable?
Likviditetsgrad
Likviditetsgraden giver dig et klart billede af, om din virksomhed er i stand til at betale sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder til betaling. Betalingen skal primært komme fra omsætningsaktiverne i din virksomhed. Enten er aktiverne allerede likvide midler, eller også kan de blive det relativt hurtigt (kontante midler, tilgodehavende fra salg m.m.).
Likviditetsgraden kan med fordel altid sammenlignes med tidligere resultater, og hvor et forbedret resultat som udgangspunkt er tilfredsstillende. Dog er det værd at være opmærksom på, at en forbedring eller forværring af likviditetsgraden ligesom soliditetsgraden, også kan være en konsekvens af manglende udvikling og investeringer i virksomheden.
Når du vil forbedre likviditetsgraden, kan du med fordel tage disse initiativer:
- Nedsæt udviklingsomkostninger samt værdi af varelager
- Nedsæt forfaldsdato for debitorer, og forlæng forfaldsdato hos kreditor (betalings betingelser)
- Evt. afbetal kortfristede gældsforpligtelser så hurtigt som muligt
- Undgå reklamation gennem høj kvalitet i leverancer
Brug for hjælp? Vi hjælper dig med at få afklaring på dine økonomiske nøgletal!
Vi tilbyder nu igen det populære økonomitjek, hvor du som virksomhed får én times uvildig, professionel og sparring med vores ekspertpanel.
Vi gennemgår sammen med dig din virksomheds økonomi og hjælper dig med at afdække dine økonomi-kompetencer og økonomisystemer for at finde ud af, hvor du vil have glæde af at blive styrket.
Økonomitjek afholdes ca. én gang om måneden.
Læs mere om vores økonomitjek