Få adgang til at følge indhold, og få besked, når der er nyt og opdateret indhold, som er relevant for dig.
Indhold er hentet
Artikel
8 anbefalinger til startups og nyslåede founders
Der er mange ting at tænke over når man skal opbygge en startupvirksomhed der kan skalere. Her er 8 anbefalinger til ting du bør fokusere på for at sikre din succes.
Indhold er hentet
1. Tænk i at løse problemer
Hvilke problemer løser dit produkt eller din ydelse for dine kunder? Hvis dine kunder ikke føler at de får løst et problem eller afhjulpet et behov, vil de ikke købe noget fra dig. Så hvad er deres problem? Når du har fundet ud af præcist hvilket problem du løser, kan du begynde på at beskrive værdien, som kunden får ud af at få løst problemet/bruge din løsning. En god måde at få den tankegang ind under huden er at arbejde med Alexander Osterwalder´s Value Proposition Canvas , som kan hentes gratis her.
2. Hvordan skal du tjene penge på din idé?
Uden kunder, ingen forretning – så kort kan det siges. Det er yderst vigtigt, at du kender din målgruppes behov, præferencer og adfærd. Og ikke mindst om de er villige til at betale en pris for dine produkter eller ydelser, der er høj nok til, at du kan skabe en levedygtig forretning på det. Derfor skal ud og tale med dem. Du skal lære dem at kende. Det gælder uanset om du skal sælge til virksomheder eller direkte til forbrugere. Der er ingen vej uden om. Du skal ud af huset og tale med dine kunder ude i virkeligheden. Og du skal indsamle data fra dem, så du har et validt grundlag at træffe din beslutning på.
3. Kend dine konkurrenter, hvordan kan du differentiere dig fra dem?
Husk, at alle har konkurrenter. Mange tænker på konkurrenter som virksomheder, der laver præcis det samme. Men en konkurrent er ikke nødvendigvis en virksomhed. En konkurrent er i mange tilfælde bare den måde kunden får løst sit problem på, før du kommer på markedet med din løsning. Det kan også være løsninger, der ligner din en smule og som derfor kan opfattes som et alternativ for kunden.
4. Hvordan vil du sælge din løsning og hvem skal gøre det?
Salg er en muskel, der skal trænes – præcis som alt andet, du vil være god til. Det kræver kompetencer og ikke mindst en interesse for salg som disciplin, hvis man skal blive god til det. Der er ikke mange mennesker, der er vilde med det, men uden salg ingen kunder. Hvis du ikke selv vil sælge, så få én med på teamet fra starten, som gør. Mange tror at markedsføring alene fører til succesfulde salg. Men det er ofte ikke nok. Opfølgning på marketingkampagner er helt essentielt i din salgsproces. Mange sår en masse frø og får fine leads ind, men glemmer at følge op eller mangler systematik i processen. Det kan f.eks. være fokus på, hvilke kunder, der er mest attraktive for din virksomhed.
5. Få opbakning fra dit bagland
Som founder af en startup er du ofte på gyngende grund økonomisk og psykisk. Det er næsten uundgåeligt at føle et stor pres. Det kan både være fra dig selv, fra investorer, eller fra ens omgivelser, der hele tiden spørger til hvordan det går. Sandheden er at mange founders føler sig voldsomt stressede og har svært ved at klare presset. Derfor er støtte, forståelse og opbakning fra dit bagland meget vigtig. Det er især væsentligt, hvis du er i et parforhold og f.eks. har fællesøkonomi, fælles børn og skal have virksomhed og privatliv til at fungere/balancere. Sørg for at have nogle effektive stresshåndteringsmetoder og -rutiner, som du bruger dagligt. Ellers kan det gå galt.
6. Få styr på økonomien
Du bør beskæftige dig med virksomhedens likviditetsbehov et eller to år frem. Det er afgørende at vide om du har den nødvendige kapital til at finansiere opstarten af din virksomhed. Hvor længe du kan klare dig uden indtjening og hvor mange penge skal du investere i etablering og vækst af virksomheden. Gør brug af den viden du har og forsøg at forudsige så godt du kan, hvordan virksomheden vil udvikle sig. Lav evt. tre scenarier: Et optimistisk, et realistisk og et pessimistisk. Så kan du udarbejde et etableringsbudget, et driftsbudget og et likviditetsbudget for hvert af scenarierne. Du kan finde skabeloner på www.virksomhedsguiden.dk På den måde kan du få et overblik og vurdere den risiko du eventuelt tager ved at starte op.
7. Saml det rette team
Vil du starte alene eller sammen med andre? Hvis du er alene, er det vigtigt, at du kortlægger dine egne kompetencer, og finder ud af, hvad du er god til, hvad du synes er sjovest at lave og hvilke kompetencer du mangler. Når du har gjort det, kan du begynde at række ud til mennesker, der komplementere dig. Kemien er vigtig, men pas på ikke kun at tiltrække folk, der ligner dig selv! De flest succesfulde startups er kendetegnet ved, at virksomheden startes i et diverst team. Hvis det er dig alene der har fået idéen, så gør det attraktivt for andre at gå med, ved at give dem ejerandele for deres indsats. Men sørg for at lave juridisk holdbare aftaler, der motivere dine partnere til at levere den indsats du ønsker. En anden måde at styrke teamet på, er at tilknytte freelancere til de opgaver, der ikke kræver fuldtidsarbejde i virksomheden.
8. Søg hjælp.
Som nystartet founder, er du på vej ud på en spændende og udfordrende rejse. Du bør opsøge gode råd og sparring undervejs. Henvend dig til os om hvilke gratis tilbud vi har til din startup. Vi har erfarne forretningsudviklere, der er klar til at hjælpe dig og din virksomhed godt på vej.
Har du brug for specialiseret hjælp til innovation og iværksætteri? Så kontakt os i dag og modtag professionel, uvildig og gratis sparring fra en af vores forretningsudviklere.
Uanset om din virksomhed er nyopstartet, eller du har været i gang i mange år, har vi tilskudsmuligheder, som passer til dig og din virksomheds ambitiøse mål.
Står du over for en udfordring i din nystartede virksomhed? Hvis du har brug for hjælp til, så klik her og se alle vores events, workshops, sparringstilbud og meget mere.