Få adgang til at følge indhold, og få besked, når der er nyt og opdateret indhold, som er relevant for dig.
Indhold er hentet
Artikel
8. februar: Når intelligens bliver gratis, er visdom vigtigere end nogensinde
I en kommentar i Børsen taler senior forretningsudvikler Jesper Ulsø om, hvordan vi sikrer, at AI i fremtiden ikke kun kommer til at gavne en smal elite, men hele samfundet.
Skrevet i samarbejde med:
Erhvervshus Hovedstaden S/I
Indhold er hentet
Forestil dig en verden, hvor kognitive opgaver kan udføres næsten gratis. Det kræver ikke meget fantasi, hvis man følger med i udviklingen inden for AI. Hvad betyder det for økonomien, for virksomhederne og for os som samfund? Svaret er både håbefuldt og foruroligende.
Historisk har automatisering transformeret økonomien i faser. Landbrugets mekanisering frigjorde hænder til industrien. It-revolutionen gjorde information tilgængelig for alle og skabte nye muligheder, som forvandlede hele sektorer som fx detailhandel, medier og finans. Nu udfordrer AI og maskinlæring selve fundamentet for viden- og service-økonomien.
Når AI kan udføre opgaver som juridisk rådgivning, softwareudvikling og skræddersyet uddannelse til minimale omkostninger, eksploderer udbuddet, og priserne falder drastisk. Det intensiverer konkurrencen, og hele sektorer inden for især viden- og serviceøkonomien vil blive overtaget af ”AI-first”-virksomheder, ligesom vi så det med ”Internet-first”-virksomheder.
Kun virksomheder, der sidder på unikke data, nicher eller stærke algoritmer, vil kunne fastholde en bæredygtig forretning på lang sigt.
Den bredere økonomi vil også forandres. Når kognitive opgaver bliver billigere, frigøres ressourcer til nye sektorer. Tidligere svært tilgængelige serviceydelser bliver massevarer. Samtidig vil de besparelser, som AI skaber, geninvesteres i andre områder, fra luksusvarer til ejendomsmarkedet, hvor priserne vil stige, fordi den menneskelige lyst til eksklusivitet og unikke oplevelser ikke følger samme logik som algoritmerne.
Selvom løfter om produktivitet sjældent indfries fuldt ud, har AI potentiale til at løfte produktiviteten markant over en bred kam. Det er samtidig afgørende nødvendigt for at opretholde vores velfærdssamfund. Strukturelle udfordringer som aldrende befolkning og markant højere udgifter til forsvar og miljø kan ifølge OECD kun betales af stigende produktivitet.
Indhold er hentet
Demokratisering eller elitens legeplads? Samtidig vil samfundets traditionelle magtstrukturer udfordres. På den ene side kan vi skabe en mere lige verden, hvor adgang til intelligens ikke er forbeholdt eliten. På den anden side risikerer vi en økonomi, hvor fordelene samles hos få virksomheder, der dominerer baseret på størrelse og datadrevne og algoritmiske fordele. Mange professioner, som hidtil har været løn- og statusførende, vil opleve et statustab, mens andre tilsvarende styrkes. AI er allerede i flere sammenhænge bedre til at diagnosticere og behandle end læger. Det er straks sværere at forstille sig, at AI kommer til at overtage hovedparten af sygeplejerskers funktioner. Kan konsekvensen blive, at sygeplejerskes lønudvikling løber fra lægers, måske til et niveau hvor sygeplejerskers løn overgår lægers?
Hastigheden, hvormed ændringerne sker, er en udfordring i sig selv. Som mennesker har vi en tendens til at overvurdere ændringerne på kort sigt, men undervurdere dem på lang sigt. Det skaber en kompleks dynamik, hvor forventningerne kan føre til både hype og skuffelse, mens de reelle konsekvenser først bliver synlige over tid.
Den slags tektoniske skift er historisk ikke gået stille af og vil heller ikke gøre det denne gang, medmindre vi forholder os til nogle helt afgørende spørgsmål nu: Hvem skal kontrollere fremtidens intelligens?
Hvordan sikrer vi, at de enorme fordele ved AI ikke kun gavner en smal elite, men hele samfundet? Og hvad bliver vores rolle som mennesker i en økonomi, hvor maskiner kan tænke hurtigere og billigere end os?
Der er ingen enkle svar. Det eneste vi ved er, at fremtiden tilhører dem, der omfavner forandringer med et skarpt blik for mulighederne. Det kræver kloge og dristige beslutninger, for i en verden hvor intelligens er gratis, er visdom vigtigere end nogensinde.
Kommentaren blev bragt i Børsen d. 8. februar 2025.
Hvad er dine muligheder med AI? Vil du gerne vide mere om, hvordan kunstig intelligens kan integreres i din virksomhed for at skabe konkurrencefordele og fremme innovation? Så tag fat i Jesper - og læs mere om dine muligheder her
Få et AI-tjek og udnyt brugen af AI i alle aspekter af jeres virksomhed til at blive mere effektive og konkurrencedygtige. Med udgangspunkt i din virksomheds forretningsmæssige prioriteter hjælper vi med at identificere, hvor AI kan bidrage til at skabe mere og stabil vækst.
Hovedstaden
Kontakt os om et AI-tjek
Basisside
AI Boost - kom i gang med kunstig intelligens i små og mellemstore virksomheder
Optagelse af webinar afholdt den 14. november 2023. Vil du have del i det store potentiale ved at arbejde med kunstig intelligens i din virksomhed, men ved du ikke helt, hvor du skal starte? Se webinaret og få et konkret overblik over dine muligheder og kom godt i gang – vi er klar til at hjælpe dig.