Få adgang til at følge indhold, og få besked, når der er nyt og opdateret indhold, som er relevant for dig.
Indhold er hentet
Case
Enemærke & Petersen: Fik overblik over digitalt potentiale og retning på strategien
Entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen står som mange andre aktører i byggebranchen midt i en digital udviklingsproces, hvor det kan være svært at vide, hvad man gør godt og kunne gøre bedre. Via et EEN-forløb med Erhvervshus Hovedstaden blev virksomheden internationalt benchmarket og fik indsigt i, hvordan digitalisering kan bruges som strategisk pejlemærke.
Indhold er hentet
Juni, 2022
Den danske byggebranche står midt i en historisk, digital udvikling, hvor alt fra livstidsanalyser på materialer og samlet CO2-udledning på byggerier til databaseret udvikling og online samarbejde, stadig flere steder bliver en del af hverdagen – og strategien. For selvom traditionelle metoder og arbejdsgange er under opbrud, består gamle dyder som f.eks. at udvikle sig med blik for fremtiden og lægge sig klogt i markedet.
Det kræver imidlertid en grundig kortlægning af virksomhedens styrker, svagheder, potentialer, samt et branchefokuseret benchmark af den digitale innovationsevne, både nationalt og internationalt. Og dét er lige, hvad entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen (E&P) har fået via et EEN-forløb hos Erhvervshus Hovedstaden. Med andre ord et forløb omhandlende digital innovationsevne i Enterprise Europe Network.
Vores VDC-afdeling i E&P har eksisteret i en håndfuld år efterhånden, men særligt det seneste års tid er vi vækstet i afdelingen, på baggrund af den digitale udvikling, der sker i branchen. Alligevel er det udfordrende at løfte det her i byggebranchen, som er meget kompleks – der skal trods alt ende med at stå et fysisk byggeri, samtidigt med at vi afleverer et tilsvarende digitalt byggeri. Derfor startede vi med at lægge en strategi for, hvordan vi kunne få noget ud af det digitale udviklingspotentiale og har forsøgt at skabe en intern samhørighed om udviklingen,” fortæller Mike Lasse Ransby, VDC-Teamleder i Enemærke & Petersen a/s, og fortsætter:
”Men retningen var ikke så ligetil – helt konkret hvad gør vi i morgen for at nå en eller anden form for udefinerbart mål, som ingen kender endnu? Som et skridt på rejsen fik vi derfor et tip om at kontakte forretningskonsulenterne i Erhvervshus Hovedstaden for at få sparring om, hvordan vi konkret kunne være mere digitalt innovative i så praktisk et felt som vores.”
Det skal dufte af savsmuld
Erhvervshus Hovedstaden tilbød Enemærke & Petersen en digital kortlægning af virksomheden, en kollektiv udviklingsproces via workshops i virksomheden, en international benchmarking op mod andre lignende virksomheder i Europa, samt en handlingsplan for, hvordan de bruger digitalisering som et strategisk værktøj i hverdagen – den udvikling, som EEN-forløbet handler om.
”Vi siger altid i E&P, at det skal dufte af savsmuld – og med det mener vi, at det, vi tænker strategisk, skal være bygbart og give mening på en byggeplads, groft sagt. Så når vi snakker digitalisering og innovation, skal det stadig munde ud i et konkret byggeri og underbygge processerne på vejen dertil. I byggebranchen har man i den grad for vane at gå i løsnings-mode, hvorved man i hverdagens tumult godt kan miste det store overblik. Erhvervshus Hovedstaden tog os så at sige med op i en ballon og gav os en kikkert – det var en på alle måder øjenåbnende proces,” siger Mike Lasse Ransby.
Erhvervshus Hovedstadens konsulenter formede med andre ord rammerne for, at medarbejdernes pointer kunne komme frem – og derfor var det en fordel, at alle lag og fagligheder deltog i processen, fortæller Mike Lasse Ransby.
”Vi er i forvejen ret dygtige til at udvælge og bevare fokus på digitale værktøjer og processer, som giver direkte værdi for os, vores samarbejdspartnere og ikke mindst vores bygherrer. Dér, hvor det bliver komplekst er, når man skal have det hele til at gå op i en højere enhed, så vi får forenet og udnyttet de mange værktøjer på bedst mulig vis, så de i den grad kan understøtte byggeriet som helhed,” siger Mike Lasse Ransby og roser især konsulenternes ro og professionalisme, der ikke kunne være fjernere fra ’varm luft’.
”Vi er blevet inspirerede af, hvordan man kan indtænke megatrends i hverdagen, og vi har helt konkret kunnet trække 19 gode råd fra handleplanen ud, som vi kan og vil skele til, når vi i de kommende måneder får finpudset vores VDC-strategi for 2022 frem mod 2025.”
Digital innovation er aldrig luksus
Pia Stougaard Trostmann er den ene af to forretningsudviklere, der kørte forløbet med Enemærke & Petersen – i samarbejde med Bogdan Mihai Turcanu – i Erhvervshus Hovedstaden. Hun fortæller, hvordan EEN-forløbet handler om at bruge digitaliseringen som strategisk værktøj og retningsgiver på et højere plan og dermed som adgang til at kigge udad, fremad og indad.
”Alle taler om digitalisering – men få ved, hvor de skal starte i morgen. Langt fra alle er digitale champions. Derfor handler dette forløb ikke kun om afdækning af position, men også om at kreere en solid handlingsplan, der virker på kort, medium og lang sigt. Deltagerne ender med to rapporter på 90 sider, som kommer hele vejen rundt om virksomhedens digitale strategi, businessmodel, processer, innovation og digitale økosystem og kultur,” forklarer Pia Stougaard Trostmann og fortsætter:
”Enemærke & Petersen var utroligt opmærksomme, opsøgende og ville meget gerne udvikle sig og være den bedste version, de kunne være – og hele tiden med blik på den praktik, der i deres fag foregår ude på byggepladsen. Det har de stor respekt for, og derfor er de allerede langt med digitale værktøjer som f.eks. brug af 3D-modeller i hverdagen osv., så de var allerede langt. Vi hjalp dem derfor videre og op i et perspektiv, hvor de fik forståelse for at bruge deres digitale sult som strategisk og forretningsmæssigt styreinstrument – og det fælles arbejde er de virkelig gået til med åbent sind og modigt hjerte.”
Indhold er hentet
Vil du også stå stærkere digitalt og internationalt?
Digital innovation er både vejen ud af kriser og grundlaget for konsolidering, udvikling og vækst.
Erhvervshus Hovedstaden og Enterprise Europe Network tilbyder en gratis, systematisk kortlægning af din virksomheds parathed og potentialer.
Tilbuddet er skabt til dig, der er ejer og/eller leder af en virksomhed i hovedstadsområdet med mellem 5-200 ansatte, uanset branche.
Gennem et indledende tjek og et efterfølgende workshopforløb får du en komplet kortlægning af din virksomheds mest gunstige digitale udviklingsretninger samt et klart billede af jeres placering blandt konkurrenterne via internationalt anerkendte værktøjer.
Kontakt forretningsudvikler Pia Stougaard Trostmann og læs mere her