Fokus på organisk vækst
I dag – to år efter Opacity så dagens lys – har Lucas, Mathias og Jannik mere travlt end nogensinde. Blandt kunderne er Visma Dataløn og Proløn, Merkur Andelskasse, Lenus eHealth og Collectia – og flere og flere kommer til. Kort sagt, efterspørgslen på Opacitys analyseplatform er overvældende. Lucas uddyber:
”Der er ingen tvivl om, at flere virksomheder erkender, at de får travlt med at efterkomme kravene i det nye EU-direktiv. Hvis det fortsætter, som det har gjort indtil videre, kommer vi til at have over 100 kunder med op mod 40.000 medarbejdere, inden året er omme. Men vi oplever også, at mange har et reelt ønske om at kunne betale en fair og lige løn – og så indser mange, at fair løn kan være et ret afgørende konkurrenceparameter ift. til at tiltrække nye medarbejdere.”
Selvom Opacity har travlt, satser de på en vækststrategi med fokus på organisk udvikling frem for venture-finansiering og på at bygge en bæredygtig forretningsmodel baseret på langvarige relationer med partnere og forhandlere.
”Fra starten har vi haft et fælles ønske om at bootstrappe virksomheden ved hjælp af egne midler og indtjening. Det betyder, at den tidlige vækst er langsommere, men til gengæld giver det os friheden til at prioritere tiden på en måde, der stemmer overens med vores værdier og ambitioner,” slutter Mathias.