Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

Skou Gruppen vil gøre en større forskel med bæredygtighed

For byggevirksomheden Skou Gruppen handler bæredygtighed ikke kun om klimaaftryk men i lige så høj grad om social ansvarlighed. Men hvordan prioriterer man sine bæredygtighedsindsatser, og hvilke lovmæssige krav skal der tages hensyn til? Det fik virksomheden sparring om af Erhvervshus Hovedstaden.

Martin Skou Heidemann

Indhold er hentet

Det hele startede ved køkkenbordet en dag i 2000. Drømmen om at etablere hovedstadsområdets bedste tømrerfirma. I dag er Skou Gruppen ejet af de ledende medarbejdere, beskæftiger ca. 170 ansatte, heraf 27 lærlinge, og har en årlig omsætning på 350 mio. kr. Virksomheden udfører hoved- og totalentrepriser og store tømrer-, snedker- og mureropgaver primært for offentlige kunder i hele Storkøbenhavn, herunder en række kommuner, Region Hovedstaden, Forsvaret samt EU’s Miljøagentur og har derudover sin egen glarmester- og elafdeling.

Skou Gruppen har længe arbejdet aktivt med bæredygtighed bl.a. ved at bygge DBNG-certificerede byggerier, anvende CLT i stedet for stål og beton og fremme diversitet i byggeriet. Næste skridt var at kortlægge, hvor og hvordan virksomheden kan gøre en forskel, når der investeres i bæredygtighed. Men hvordan er det lige, man griber det an, hvilke lovmæssige krav skal der tages hensyn til, og hvordan prioriterer man bedst? Det var nogle af de spørgsmål, administrerende direktør i Skou Gruppen Martin Skou Heidemann og hans kolleger funderede over, da seniorforretningsudviklere Henriette Kahré Freris og Susanne Krogh Petersen fra Erhvervshus Hovedstaden kontaktede Martin. 

Henriette Kahré Freris, Martin Skou Heidemann og Susanne Krogh Petersen.

Indhold er hentet

”Vi har hele tiden vidst, at vi gerne ville skridtet videre, både fordi vil gerne vil bidrage til at skabe en mere bæredygtig byggebranche men også pga. de mange kommende krav til bæredygtighed, fx hvor meget CO2 bygninger må udlede. Det kan være svært at navigere i, så det var en kæmpe hjælp, da Henriette og Susanne rakte ud,” fortæller Martin Skou Heidemann.

Det første Henriette, Susanne og ledelsen tog fat på, var et 360-graders bæredygtighedstjek af hele virksomheden: Hvor stod Skou Gruppen i forhold til bæredygtighed, og hvordan kunne de inkorporere bæredygtighed som en del af det at drive og udvikle virksomheden. Bæredygtighedstjekket hjalp med at prioritere, hvor det var vigtigst at sætte ind i den daglige drift, og der blev lagt en strategi, fortæller Martin Skou Heidemann og uddyber:

Vi har altid været opmærksomme på at være en miljømæssig og socialt ansvarlig virksomhed, men vi har ikke haft overblikket. Med bæredygtighedstjekket fik vi samlet alle vores bæredygtighedsinitiativer til én samlet strategi, der er knyttet tæt sammen med vores forretningsmodel, og nu ved vi, hvor vi skal sætte ind henne, og hvad vi skal prioritere.

SMV:Grøn gav overblik

Susanne har derudover også hjulpet Skou Gruppen med at ansøge programmet SMV:Grøn, som Erhvervsfremmebestyrelsen har igangsat med støtte fra EU. Med programmet har Skou Gruppen set nærmere på, hvordan de reducerer deres eget ressourceforbrug, transport og sammensætning af bilparken, indretning af byggepladserne, krav til livscyklusberegninger af bæredygtige valg og andre tiltag, som kan reducere byggeriernes ressourceforbrug og CO2-udledningen samt efteruddannelse af medarbejdere. Derudover har Skou Gruppen fået tilskud til at tilknytte en ekstern rådgiver fra NIRAS, som bl.a. har hjulpet virksomheden i gang med konkrete værktøjer og implementeret den nødvendige viden for både ledelsen og virksomheden generelt. Martin Skou Heidemann uddyber:

Vores SMV:Grøn-projekt har gjort os mere afklarede omkring, hvor vi mest effektivt kan sætte ind med mere bæredygtighed, og vi har formuleret politik og strategi for bæredygtigt byggeri i kraft af projektet. Vi ønsker også at blive en bedre bæredygtigheds- og klima-sparringspartner for bygherrer, entreprenører og samarbejdspartnere.

Som et led i SMV:Grøn-projektet har Skou Gruppen besluttet at bruge Klimakompasset som det fremtidige værktøj til at måle, dokumentere og evaluere virksomhedens udledning af CO2. Klimakompasset hjælper til at skabe overblik over virksomhedens udledning af drivhusgasser og giver inspiration til, hvordan man målrettet kan nedbringe virksomhedens klimaaftryk. Med Klimakompasset forventer Skou Gruppen også at få bedre indsigt i, hvordan CO2-udledningen fordeler sig på forskellige kategorier som fx materialer, energi, transport m.m.

 Bæredygtighed handler også om social ansvarlighed

Bæredygtighed handler ikke kun om CO2-aftryk men i lige så høj grad om social ansvarlighed. I hvert fald for Skou Gruppen. Kulturen i virksomheden har altid været demokratisk funderet, og ledelsen har prioriteret at hjælpe mennesker på kanten af samfundet, og så fylder diversitet meget, forklarer Martin Skou Heidemann, som udover at drive Skou Gruppen er formand for bestyrelsen i DI Byggeri – Træsektionen:

”Byggebranchen er stadig konservativ, når det handler om fx kvindelige lærlinge. Vi oplever, at mange kvinder gerne vil branchen men ofte føler sig fremmedgjort pga. en stadig mandsdomineret kultur, og det vil vi gerne være med til at ændre. Vi har en ambition om at nå et minimum af 25 procent kvindelige lærlinge, og her går vi som ledelse forrest sammen med en række af vores dygtige, kvindelige lærlinge.”

Indhold er hentet

Martin Skou Heidemann tror på, at med en større diversitet udvikler man sig mest både menneskeligt og fagligt, og det er der brug for også i byggebranchen. Udover et ønske om at skabe en større diversitet mellem mandlige og kvindelige lærlinge, har Skou Gruppen også en række seniorer ansat på nedsat tid samt medarbejdere, der er startet på kanten af arbejdsmarkedet og nu er fuldtidsansatte. 

Det behøver ikke være svært – heller ikke for byggebranchen
Martin Skou Heidemann anbefaler andre virksomheder at række ud efter hjælp, hvis det virker for uoverskueligt at kaste sig over bæredygtighed og gøre det til en del af forretningen:

Vi er håndværkere, og for os er det naturligt at fokusere på den daglige drift. Men med god sparring, som jeg har fået af Erhvervshus Hovedstaden, får man ikke kun konkrete redskaber til fx at reducere sit CO2-aftryk men også værktøjer til langsomt men sikkert at ændre hele virksomhedens mindset og få alle med om bord på bæredygtighedsrejsen. Og det er guld værd.

Den viden og de erfaringer, som Martin Skou Heidemann har fået gennem sparringen med Erhvervshus Hovedstaden og den private rådgiver, vil han gerne give videre til resten af byggebranchen. Og det er der hårdt brug for:

”Byggebranchen skal generelt skubbes i en endnu mere bæredygtig retning. Mange, særligt de små- og mellemstore virksomheder, føler måske ikke, at de har overskud til at tænke bæredygtighed ind i deres forretning, eller måske kan de ikke gennemskue, hvordan de kan bruge bæredygtighed som et konkurrenceparameter. Virksomhederne skal forstå, at der er hjælp at få både i form af digitale værktøjer og sparring om, hvordan man bedst genanvender materiale, indretter byggepladser, gør sin transport grønnere, uddanner medarbejdere og tager et større socialt ansvar – alt sammen det, der kan gøre branchen mere bæredygtig,” slutter Martin Skou Heidemann.

Indhold er hentet

Mere information om:

Bæredygtighedstjek: Læs mere her

Klimakompasset: Læs mere herÅbner link i ny fane

SMV:Grøn: Læs mere her 

Om Skou Gruppen

Skou Gruppen udfører hoved- og totalentrepriser samt store tømrer-, snedker- og mureropgaver for professionelle kunder i hele Storkøbenhavn og har flerårige serviceaftaler med mange kommuner i hovedstadsområdet og med Region Hovedstaden, Forsvaret samt EU’s Miljøkommission. Desuden vedligeholder vi ca. 20 kirker over hele Sjælland og arbejder for mange andre offentlige bygherrer. Skou Gruppen beskæftiger ca. 170 ansatte

Indhold er hentet

Non-interactive preview

Complete this setup to unlock your widget