Fastansat, når Vækstpilot-tilskud udløber
Athlee har allerede besluttet at fastansætte Sidsel Rud som Communications & Marketing Manager, når tilskuddet til lønnen udløber. Men det var alligevel afgørende for virksomheden i begyndelsen at kunne få tilskud til Sidsel Ruds løn.
”Vi vidste, at vi havde behov, der var af en vis varighed. Men man er sårbar som lille virksomhed, og der er jo en risiko for, at man ansætter den forkerte. Vækstpilot-ordningen er spot on til at reducere den risiko og se hinanden lidt an ved først at ’date’ lidt,” siger Anders Sandfuss.
Men den date er nu blevet til det, der tegner til et langsigtet forhold. For Sidsel Ruds viden om salg, markedsføring og international handel har imponeret Anders Sandfuss og Thomas Terney og baner bl.a. vejen for virksomhedens deltagelse i messer i USA.
”Californien, Texas og Nevada er de tre store messer, man ikke vil gå glip af. USA er et helt andet set-up end Danmark, og det helt store arbejde har været at forstå, hvordan USA er struktureret i forhold til en markedspenetrering. Det er det forberedelsesarbejde, som Sidsel har stået for,” fortæller Anders Sandfuss.
Fik hjælp til at finde den rette Vækstpilot
Sidsel Rud havde lige sagt sit job op hos Kræftens bekæmpelse, da hun blev kontaktet af sin A-kasse, Akademikernes A-kasse. De var ”hyret ind” til at hjælpe virksomheden med at finde kandidater og spurgte, om Athlee kunne være noget for hende.
På den anden side af bordet hjalp Erhvervshus Hovedstaden Athlee med at komme ind i SMV:Vækstpilot:
”Uden Akademikernes A-kasses indsats havde Sidsel slet ikke kendt til os. Og uden Erhvervshus Hovedstaden var vi slet ikke kommet ind omkring SMV:Vækstpilot. Det er megafedt at få hjælp til at finde den rette kandidat. Det er en kæmpe hjælp, fordi det er et stort arbejde, så den service, at man gennem SMV:Vækstpilot kan få hjælp til det, er supervigtig for en lille virksomhed som vores,” siger Anders Sandfuss.
Både Anders Sandfuss og Sidsel Rud er enige om, at en af styrkerne ved SMV:Vækstpilot er de mange muligheder for at komme i kontakt med virksomheder, som måske er lidt under radaren i forhold til, hvad kandidater ellers ser og er opmærksomme på.
”Der er mange nye og spændende virksomheder, som man ikke aner eksisterer, og som man rent faktisk kan gøre et stort arbejde for. Der er det en stor hjælp, at der er så mange partnere med i ordningen, der ønsker at få matchet en kandidat som mig med en virksomhed, der har et behov,” siger Sidsel Rud, som glæder sig over at være kommet ud i Athlee og i de kommende år kan hjælpe virksomheden hele vejen over Atlanten – og også gerne videre.