Støttet af
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
eu socialfond_blank baggrund

Kære iværksætter! Mens vi venter på vaccinen – og den første million

At være iværksætter under coronakrisen kræver is i maven, uanset om man allerede har stiftet sin virksomhed eller stadig overvejer det første træk. Det kræver måske også, at ambitionerne bliver lagt på samme is for en tid, indtil muligheder og markeder for alvor åbner op igen. Til gengæld er det en gylden chance for at tænke kreativt og lære nyt.

Når situationen nu afholder dig fra at tjene den berømte, første million i en fart, så sørg i stedet for at blive rigere på viden, værktøjer og idéer til udvikling. Her er et par bud på inspiration og (seriøse) julelege, der sagtens kan gå hen og blive gaven til dig selv – gaven, der bliver ved med at give. Og du får selvfølgelig også nogle gode bud på, hvor du kan gå hen med alle de nye spørgsmål, din umættelige nysgerrighed finder på efterfølgende.

Planlægning og passion er ikke hinandens modsætninger

Lys i pæren!

Din gode idé sætter spot på et eksisterende behov eller en helt ny niche. Du har en banebrydende løsning eller et produkt/service, der kan forbedre funktioner eller åbne et nyt felt. Eller hvad? Er der brug for din opfindelse? Din nye version? Leg med her, og hvis du kun lige er kommet i gang med forretningsovervejelserne, må du bruge din fantasi (det mere):

Lav en indre film af produktets/servicens vej fra dig på idé-stadiet, helt til kunden tager det i brug i færdig stand. Afspil den så baglæns: Hersker der tilfredshed i situationen, hvor kunden har dit produkt i brug? Kan du se at det gør en positiv forskel i netop den situation, det var tiltænkt at optimere. Rewind yderligere gennem salg, produktion, udvikling og hvad har vi!? Helt indtil vi er tilbage til det springende punkt:

Der hvor idéen lige har fæstnet sig, og du skal til at lægge en plan. Hvor du skal have begejstringen og passionen til at passe i et mere praktisk set-up, uden at tabe lyst og højde. Der skal skabes et overblik før der kan skabes et overskud, og der skal lægges en plan før verdensherredømmet kan overtages. Som det gamle ordsprog jo lyder. Er der et behov og derfor et kundegrundlag? Hvordan producerer/tilbyder, markedsfører og sælger jeg til netop den gruppe? Hvordan kommer jeg fra break even til break through? Og der fik passionen vist et gedigent comeback, men inden break through kommer hard work – og ikke mindst afklaring, overblik og planlægning.

Markedsføring = kreativitet + ærlighed – og lad det da bare rime på … kærlighed

Respekt for kunden og begejstrende fortælleglæde

Det er kærlighed til din idé, produkt/service og din virksomhed, når du arbejder hårdt for at præsentere på den bedst mulige måde. Og det er respekt for den potentielle kunde, når du taler til hende (m/k) i et sprog hun forstår, og på en interessant, sanselig og målrettet måde får vist hende, hvad du har at tilbyde. Uden at tage mere af hendes tid end højst nødvendigt, naturligvis.

Hvis du netop har fået din gode idé, der forhåbentlig gør dig til din egen boss inden længe, så leg indledningsvist slogan-legen. Først tager du navnet på din virksomhed eller dit produkt/service, og så forsyner du det med et slogan, der kort og kvikt fortæller det vigtigste om funktionen. Eller, hvis formålet giver sig selv, bare slår en tone an, der siger noget (godt) om dig. Det er en leg, så slå dig løs. Men lad nu endelig være med at prøve at få det til at rime!

Herefter kan du lege videre med en lidt længere præsentation af dit produkt. De lidt mere erfarne iværksættere kan måske hoppe på her. Forestil dig at du skal lave en god, gammeldags brochure:

Hvordan skal den se ud? Fotos, illustrationer, farver, format, tekst? Skriv gerne alt hvad du kan, om alt det, du umiddelbart synes er vigtigt. Og så skifter du identitet til … kunden.

Fra det perspektiv skal du forsøge at vurdere: Hvad vil jeg gerne vide, hvad er vigtigst for mig som potentiel kunde, og i hvilken rækkefølge? Kan jeg spejle både mit behov og min personlighed i det? Er der måske endda eksempler på brug, som jeg nemt kan genkende mig selv i? Kan jeg lide stilen/tonen, det er skrevet eller grafisk udformet i, og behøver der at stå så uendelig meget???

Så skal der forkortes og skrives om, så kunden kan blive ”købemør” af et kortfattet, konkret, målrettet og levende skriv. Værsgo.

Denne juleleg kan måske også give dig inspiration til at øve dig i at pitche, for eksempel til en investor: Anskueliggør at du opfylder et væsentligt behov, og med hvad, i en kort og konkret præsentation. Der er et marked, og jeg har skabt det her for at erobre det. Go. Igen og igen.

Mens vi venter på vaccinen, må vi gå praktisk til værks – og her kan du få gratis vejledning og virksomme værktøjer til arbejdet:

Til læsehesten. Har du rent faktisk læst hele denne artikel, så vil du elske virksomhedsguiden.dk. Her finder du al væsentlig viden om forretning i en særdeles læsevenlig version. Test den med dit sværeste spørgsmål: www.virksomhedsguiden.dk

I dit regionale erhvervshus, du finder alt om iværksætteri her.

Iværksætterdanmark er målrettede workshopforløb med viden og værktøjer til vejen fra god idé til god forretning. Under de nuværende corona-restriktioner afvikles alle forløb online, så du behøver ikke engang at tage bukser på for at få både bred og specialiseret viden om udvikling og drift af iværksætter-virksomheder. Læs mere om de aktuelle forløb her.

Få hjælp nu
kontakt os her
(sætter cookie)