Cybersikkerhedstjekket afslørede huller i beredskabet
Gennem cybersikkerhedstjekket blev Nexgens kritiske systemer, processer og sikkerhedsniveau kortlagt. Analysen viste, at virksomheden havde behov for mere struktur på en række områder.
"Da vi fik analysen, kunne vi se, at der var nogle rigtig store huller."
Det handlede ikke længere kun om krav, men om helt grundlæggende spørgsmål til virksomhedens drift og beredskab.
"Hvad gør vi, hvis vores ERP-system går ned? Virker vores backup faktisk? Hvor ligger vores data? Hvordan får vi dem tilbage, hvis noget går galt? Det er nogle af de ting, vi blev tvunget til at forholde os til."
Nexgen har nu indført nye processer og procedurer og arbejder mere systematisk med blandt andet backup og dokumentation. Virksomheden har desuden ansat en medarbejder med en central rolle i NIS2-arbejdet og implementeringen af de nye processer.
"Før havde vi intet. Nu har vi et framework."
Fra Kina til en international forretning i Allerød
Efter 15 år i Kina, hvor Jesper Glar Nielsen drev virksomhed med indkøb af blandt andet fiberoptiske produkter, vendte han i 2020 hjem til Danmark og grundlagde Nexgen i Allerød.
Siden er Nexgen vokset og har i dag både kunder og medarbejdere på tværs af landegrænser. Medarbejderne kommer blandt andet fra Danmark, Tyskland, Belgien, Spanien og Ukraine, og engelsk er virksomhedens fælles arbejdssprog.
"Vi lavede break-even inden for det andet år, og i dag omsætter vi for omkring fire millioner kroner pr. medarbejder," siger Jesper Glar Nielsen.
Kunderne tæller både datacentre, teleoperatører, universiteter og virksomheder med avancerede IT-miljøer. En stor del af de nye kunder kommer via anbefalinger.
"20-30 procent af vores nye kunder kommer gennem anbefalinger. Derfor har vi prioriteret support, logistik og service højt. Det er det, der skaber tillid hos kunderne."
Cybersikkerhed som fundament for videre vækst
Cybersikkerhedstjekket hjalp også Nexgen med at prioritere, hvor virksomheden skulle sætte ind først.
"Det handler ikke kun om compliance. Det handler også om at kunne dokumentere over for kunderne, at man har styr på sin forretning og sine data," fortæller forretningsudvikler Anne Brøndsted, der har sparret med virksomheden.
Jesper Glar Nielsen lægger ikke skjul på, at han gerne ser flere virksomheder få øjnene op for de muligheder, der findes for sparring.
"Erhvervshusets indspark var super gode. Det var 100 procent support."
Og hvis han skal pege på én ting, andre kan lære af forløbet, er det ganske enkelt at komme i gang.
"Det burde alle virksomheder gøre."
For Nexgen er cybersikkerhed blevet en del af fundamentet for den videre vækst. Når kunderne stiller stadig højere krav til sikkerhed, bliver evnen til at dokumentere, at der er styr på data og processer, også en del af virksomhedens konkurrencekraft.